I går var jeg inviteret af fotografiet.net til at holde et fotokursus for deres kunder. Det var en super fed aften! Jeg nyder at undervise og lære fra mig – men i går lærte jeg faktisk også selv noget nyt.

Det var en af deltagerne, Mugge, der viste mig et smart lille trick, som jeg nu vil dele med jer. For så godt var det sgu.

Få dit kamera tilbage, hvis du taber det

Det lille tip er afhængig af andres gode vilje, men jeg tror rent faktisk på, at hvis du taber dit kamera, eller bare glemmer det på stranden f.eks., så vil de fleste der finder det, med glæde returnerer det. Hvis de altså ved, hvor de skal returnere det henne.

For hvis dit navn ikke står på kameraet (og det gør det formentligt ikke), hvad så? Ja, så kan finderen aflevere det på Politistationen, men det tror jeg alligevel ikke helt på at flertallet ville gøre, hvis de fandt et efterladt kamera.

Tricket er dit memorykort

Hvad har Mugge så gjort, for at højne chance for, at hendes kamera vil blive returneret, hvis hun taber det? Jo, hun har gjort det utroligt simple, men også helt utroligt smarte, at hun har skudt et billede af et stykke papir med hendes kontaktoplysninger på. Og det ene billede er låst som det første på hendes memorykort.

Så hvis hun en dag taber det, og det bliver fundet af bare tilnærmelsesvist ærlige mennesker, så kan de lynhurtigt finde frem til ejeren via det første billede på kameraet.

Er metoden skudsikker? Nej, men det er bedre, end hvis du intet gør.